Danish  |  English  |  German 

Oprindelse

Nu 700 år efter ved vi naturligvis ikke, om byen også vitterlig har været kendt viden om for sine smukke æbler, eller om det blot var en tilfældighed, at æblet kom til at indgå i bynavnet. Der hersker imidlertid ikke tvivl om, at den sproglige oprindelse til byens kønne, lilleputagtige navn vitterligt er æbler og toft.

Livsbekræftende ”dåbsnavn”

Vi ved heller ikke, om det har været vildæbler eller søde æbler, som har præget byen. Sidstnævnte begyndte at dukke op i forbindelse med middelalderens klostre. Æblerne må på den tid imidlertid have spillet en vis rolle. Således hedder det i Jydske Lov fra 1241, at abildgården er unddraget fra fællesdriften, og der skal sættes hegn derom, og tyveri af æbler straffes lig indbrud i ejerens hus.

Men hvilket herligt og livsbekræftende "dåbsnavn" var det ikke, vores gamle by fik i 1301. Det strutter ligefrem af sundhed og velvære.

Kærlighedsfrugt

Og så er æblet jo også en rigtig kærlighedsfrugt - tænk blot på Biblens beretning om Adam og Eva. Men også langt op i tiden er æblet blevet benyttet som et kærlighedssymbol og som kærestegave.

Byens segl

Siden disse første tider har forbindelsen mellem by og æbler imidlertid blot været noget, der har været båret i navnet og byvåbenet, som i øvrigt kendes allerede fra 1584, hvor det optræder på byens segl.

I dag rummer selve navnet Ebeltoft knap så indlysende minder om æbler som for 700 år siden, da navnet blev skrevet med Æ. Når der ses bort fra en periode fra slutningen af 1800-tallet til midten af 1900-tallet, hvor den autoriserede stavemåde var Æbeltoft, har byens navn nemlig altid været skrevet Ebeltoft.

"Æbeltoftæblet"

Men hvad er der blevet af byens æbler? Som nævnt kan Ebeltoft ikke siges at have meget med æbler at gøre i vore dage.
Og dog - måske har byen stadig et enkelt lille æble af historisk interesse at vise frem.

For nogle år siden fik vi på Ebeltoft Museum en forespørgsel fra en journalist. Det interessante spørgsmål lød, om museet kendte noget til en gammel æblesort med navnet "Æbeltoftæblet". Men med beklagelse måtte vi svare, at et sådant æble kendte vi ikke. Henvendelsen havde imidlertid museets største interesse.

Vedkommende havde i et gammelt bogværk om frugt fra begyndelsen af 1900-tallet fundet frem til omtalen af æblesorten med dette interessante navn. Nysgerrigheden var vakt. Straks måtte det nævnte bogværk bestilles fra biblioteket. "Dansk Frugt" - samlet, tegnet og beskrevet af C. Matthiesen og udgivet i København 1913-24 i 3 bind, lød den bibliografiske beskrivelse.

Heri findes rigtignok beskrivelse af "Æbeltoftæblet", endda med en sort-hvid snittegning. Heraf fremgår det bl.a., at æblets farve er grønliggul for senere at blive mørkegul. Kødet betegnes som gult, saftigt, af kraftig, lidt vinsyrlig smag med fornøden sødme og nogen aroma. Modningstiden angives til februar, marts til ud på foråret.

Gemmeæble

Desuden karakteriseres æblet som en for årstiden god bordfrugt, meget god køkken- og torvefrugt. Dertil kommer, at æblet fortjener opmærksomhed på grund af sin sildige brugstid. "Æbeltoftæblet" er altså, hvad man forstår ved et rigtigt gemmeæble.

En anden interessant oplysning knyttede sig til beskrivelsen af "Æbeltoftæblet". Nemlig at sorten var anmeldt af farver A. G. Petersen i Ebeltoft. Nu var museet mere på hjemmebane. Farver Andres Gottlieb Petersen (1841-1917), som hans fulde navn lød, var nemlig tidligere ejer af den gamle Farvergård på Adelgade, som stadig eksisterer og er et af byens bygningsmæssige klenodier. Førhen var den gamle, charmerede gård en driftig håndværksvirksomhed, hvor bønderne fra Mols og Djursland i selvforsyningens dage fik deres hjemmespundne garn og hjemmevævede klæde farvet. Og over indgangsdøren hænger i øvrigt stadig den gamle farvers navneskilt. Men i dag er Farvergården en del af Ebeltoft Museum.

Farvergården

Andreas Gottlieb Petersens historie var velkendt på museet. Han blev ejer af Farvergården i 1871 og fik den ved nøjsomhed og ihærdigt arbejde bragt på fode igen efter den tidligere ejers fallit.

Foruden at drive farveriet anlagde farverparret også en utrolig smuk pryd- og nyttehave til gården. Især farverkonen Frederikke Cathrine (1847-1922) gik op i sin store have, hvorfra der, som det fremgår af annoncer i Ebeltoft Avis fra 1800-tallets slutning, også blev solgt bær, frugter og blomster.

Da farverens store, gamle og hyggelige have for størstedelen stadig er bevaret, opstod nu den tanke, om farverens gamle "Æbeltoftæble" måske ligeledes skulle være bevaret, idet der i Farvergårdshaven fandtes flere gamle æbletræer - seks i alt, som alle var vidt forskellige. Her var bl.a. sommeræbler, madæbler, røde spiseæbler og ananasæbler.

Æblearkæologisk

Dengang for mere end hundrede år siden, da haven blev anlagt, var det nemlig af stor vigtighed for en dygtig husmoder at have æblesorter, der var velegnede til forskellige formål, og som modnedes på forskellig tid samt ligeledes kunne gemmes.Museets "æblearkæologiske" forskning gik nu i gang. Landbohøjskolensekspert i frugtavl - pometmesteren, som en sådan hedder - blev kontaktet, og det blev aftalt, at der som et blindforsøg kunne indsendes nogle karakteristiske eksemplarer af æbler fra hvert af Farvergårdens æbletræer. Han ville så vurdere, om der blandt dem var nogle, der levede nøjagtigt op til beskrivelsen i frugtværket.

En kasse med tre æbler fra hvert træ blev afsendt til Pometet ved Landbohøjskolen. Og kun et par dage senere kom den telefoniske besked, at der blandt de fremsendte æbler med 99% sikkerhed var et, der svarede til beskrivelsen i frugtværket. Det antagelig mere end hundrede år gamle "Æbeltoftæble" var altså genfundet.

Starten til en æblelund

Herefter gik man på museet i gang med at få lavet nogle podninger, således at træet kunne sikres for fremtiden. Man håbede ligeledes, at der kunne være en levedygtig aflægger klar til byens 700 års jubilæumsdag, den 21. januar 2001, således at byens borgmester kunne få overrakt et rigtigt "Æbeltoftæbletræ", med det håb, at det måske kunne blive starten til en lille æblelund. Noget byen, der ellers har så mange attraktive ting at byde på, i høj grad savner. Målet blev nået, træet blev færdigt til jubilæumsdagen og står i dag i den lille rundkørsel foran rådhuset og biblioteket.

Det var så historien om, hvorledes Ebeltoft by fik sit æble tilbage. Og tilmed et holdbart gemmeæble. Ja, man fristes næsten til at drage en parallel med byens egen holdbarhed - 700 år og stadig lige frisk.

Æblebrændevin

Siden har drambrygger Asbjørn Starcke fra Ebeltoft desuden brygget en æblebrændevin på æbler fra det gamle æbeltoftæbletræ.

Ideen hertil har han fået fra Hirtshals, hvor man har et bjeskmuseum, som bygger på hjemmesygeplejerske Signe Hansens optegnelser. I Signes lille, sorte opskriftsbog findes optegnet en bjesk fremstillet på æbeltoftæblet. Og på denne baggrund kunne Asbjørn Starcke så på ny fremstille en brændevin af det ægte æbeltoftæble, som kan købes på Ebeltoft Museum.

Med til byens nyere æblehistorie hører også, at byen har haft flere æblemosterier. I 1946 anlagde sodavandsfabrikant J. Rasmussen således et æblemosteri i forbindelse med sodavandsfabrikken "Skandenskilde", hvor der dagligt blev forarbejdet 2-3000 kg æbler i sæsonen.